Guide til en weekend i Ebeltoft: Hvad kan du spise og opleve uanset årstid?

Foto: Amalie Wessel-Tolvig.

Hvad er ‘det gode liv’ for unge tilflyttere i Ebeltoft?

På papiret har de postnummer og tilflytterstatus til fælles. I følelserne er de forbundne af et fælles tredje. De bruger, uden at vide det om hinanden, de samme ord, når de beskriver ‘det gode liv’ og valget om at flytte hertil.

Sally Morell og Natasja Dannemann holder af hverdagen.
Foto: Amalie Wessel-Tolvig

Af Amalie Wessel-Tolvig

Da 32-årige Natasja Dannemann og 31-årige Sally Morell for lidt over et år siden mødte hinanden på et af Sally Morells yogahold, blev det begyndelsen på det, de kalder en “venneforelskelse”. 

De kunne mærke, at de skulle noget sammen. 

Siden april i år har de boet under samme tag i en villa fra 1827 i Hyllested Skovgaarde. De er fælles om at vedligeholde det gamle hus og værne om det nærvær, der er i huset.

De to veninder har valgt at bo tæt med hinanden i et landsbysamfund som Hyllested Skovgaarde, fordi de tænker anderledes om slægtskab end den klassiske kernefamilie. Hverdagshandlinger, tanker og følelser er ikke begrænset til dem selv eller få mennesker, men er en del af en udvidet slægt med venner, partnere og naboer.

»Jeg er megabange for at blive ensom eller ende i en konstellation, som får det sociale liv omkring mig til at forsvinde. Man er selvfølgelig selv med til at skabe det, men man er også nødt til at have følehornene ude i det liv, der er uden for hjemmets fire vægge,« fortæller Natasja Dannemann, der oprindeligt er fra København.

Hun er rykket til Djursland, fordi det var ensomt for hende at bo i storbyen. Den søgen efter fællesskab kender Sally Morell, der er fra Aarhus.

»Det er min drøm, og jeg har søgt det i nogle år, det større bofællesskab. Drømmen for mig er at have egne enheder, men at have en masse fællesarealer, landbrug og jord. Den drøm deler vi,« siger Sally Morell.

»På sigt drømmer vi om at have et kæmpe sted med mange mennesker og jord og dele alting. På mange måder er det her en god opstart,« tilføjer Natasja Dannemann.

Tim Lambæk drømmer om at bo med natur og dyr.
Foto: Amalie Wessel-Tolvig.

Nærheden nær

De nære relationer fylder også, når 22-årige Tim Lambæk fortæller om at være tilflytter. 

Han kommer fra Aarhus, men flyttede til Djursland for to år siden. 

Livet inde i Aarhus handlede for meget om at opretholde et image. Tim Lambæk følte sig præget af et præstationssamfund, og han fik brug for en forandring.

»Det var, som om byen levede mig. Jeg levede ikke byen.«

I dag bor han til leje i et anneks i Ebeltoft og ejer en grund i Fuglslev. 

På grunden står et fundament af drømme og to kasser brænde. Drømmene er mange og handler om et liv med ’tiny house’ eller sommerhus, om kontakt med naturen og et ‘off grid’ liv. Det er ikke til at vide, hvad det bliver til, men Tim Lambæk tror på, at det udvikler sig, og én ting er sikker:

»Jeg er blevet meget gladere.«

De lave omkostninger ved at bo i Ebeltoft gør det muligt at prioritere anderledes. 

Han er blevet mere social. Fordi tiden herude er en anden. Arbejde prioriteres lavere, og frivillighed prioriteres højere. Det er ifølge ham også nøglen til den nærhed, der er herude. Man skal forpligte sig til fællesskabet.

»Vi vægter tiden og nærværet meget højt, og arbejdet og pengene mindre.« 

Tiden på Djursland

At tiden er en anden end i byen, taler Natasja Dannemann og Sally Morell også om.

Men de har ikke mere af den, fordi de er flyttet herud. Natasja Dannemann er skolelærer på Feldballe Friskole, Sally Morell er projektleder i Syddjurs Kommune, og de dyrker begge yoga, fermentering og jordbrug. At tiden går langsommere er en følelse. Her har områdets natur en vigtig rolle.

»Når man kan strække øjnene, og der er plads, er der også mere plads til at drømme og tænke anderledes. Der er tid til det, inden du mødes af en væg, en café eller et menneske, du skal forholde dig til,« siger Sally Morell.

Natasja Dannemann tilføjer, at det er lidt abstrakt.

»Men det føles, som om der er mere at se og mærke.«

Ida Grønning er vokset op i Ebeltoft, og selvom det ikke var givet, er hun nu flyttet tilbage. Foto: Amalie Wessel-Tolvig.

Byliv og kultur

Strække øjnene kan man også hos 29-årige Ida Grøning. 

Sammen med sin mand Mikkel Hintz flyttede hun hertil fra Aarhus i januar 2023. Parret købte og istandsatte et dødsbo på Munkebakken, og fra både stuen og arbejdsværelset har de havudsigt. 

Netop havet, men også økonomi, var afgørende for valget om et liv i Ebeltoft. 

Ida Grøning er vokset op her og har sine forældre i byen, men Mikkel Hintz er fra Esbjerg. Derfor var det ikke givet at flytte til Ebeltoft. Da parrets venner i Aarhus begyndte at rykke til København, tænkte de: ‘Hvad skal der ske med os?’ 

»Vi ville gerne blive i Aarhus, men boligmarkedet var eksploderet. Det var svært som førstegangskøbere, selvom vi havde fine faste jobs,« siger Ida Grøning.

Parret blev enige om, at havet var vigtigst. Men de ville være sikre på at få et større fællesskab, hvis de rykkede ud af byen. Det blev miljøet hos Maltfabrikken, Havmøllen og Go’ Kaffe, der fik parret til at se det for sig.

»Vi kunne få et liv her med både kultur og natur, hvor vi ikke var tvunget til at skulle arbejde fuldtid,« siger Ida Grøning.

I maj måned blev to til tre, da parrets datter Magda kom til verden. Lige nu er hun den eneste baby på Munkebakken, men parret drømmer om flere par og børn i området i fremtiden.

Hvordan er artiklen blevet til?
Artiklen er spiret ud af ‘100 øjne på Djursland’-gruppen. Elvis Roesen prikkede Tim Lambæk på skulderen. Bjarke Jensen fra Go’ Kaffe sendte stafetten videre til Natasja Dannemann og Sally Morell. Ida Grøning fik stafetten i hånden, da hun i sit svar til en story på Instagram om anbefalinger til byen nævnte, at hun er flyttet tilbage hertil efter flere år i Aarhus.

Havsamarbejdet: Borgmesteren giver jer svar

Der var ikke tid til spørgsmål fra de 100 fremmødte, til Havsamarbejdets første temamøde. Derfor har vi samlet spørgsmålene ind og forelagt dem for borgmester Michael Stegger Jensen, formanden for Havsamarbejdet i Østjylland.

Skrevet af Sofie Jensen Märcher

Hvorfor sprang I siden med spørgsmål over til præsentationen?

”Tiden skred for os. Der var også mulighed for spørgsmål til både Kasper og mig undervejs. Og meningen med mødet er at komme ud på standene og få noget information samtidig er der også masser af tid der til at gå rundt og få stillet de spørgsmål, man har.

Derfor håber jeg, at folk fik et fælles vidensniveau at stå på, som så efterfølgende kan give nogle spørgsmål og nogle input og så videre.”

Hvad gør i konkret for havmiljøet? Både i kommunen og i havsamarbejdet.

”Nu har vi lige vedtaget et budget her i Syddjurs Kommune, hvor der bliver afsat ekstra penge til netop klimasikring.

Vi har også afsat en million til natur. Herunder Kolindsund og forbedring af vores havmiljø. Og de her 1 million, stiger næste år til 1,3, penge, der skal bruges på projekter.

I havsamarbejdet har vi ikke penge til projekter på samme måde. Det er Torbens løn og så nogle arrangementer, noget formidling.

Hvor det med projekterne, det er mere op til hver enkelt kommune, i samarbejde med eksterne partnere.

Jeg tror egentlig, at der er en god chance for, at der er nogle lokale virksomheder, foreninger osv.

der kan se en idé, hvor de kan samarbejde med os som kommune, der kan være med til at få skabt noget handling.

Så er der også politisk handling i forhold til den stemme, vi har inde på Christiansborg.

Hvor man jo kan se, i forhold til da vi startede for halvandet år siden, og hvordan det ser ud nu, at der er kommet virkelig meget mere fokus på det. Og det er jo ikke på grund af os. Men det er heller ikke på trods af os. Og det er jo også som en del af det stykke arbejde, vi laver, at der er kommet så meget fokus på det. Og også med Mejlflak, der ligger mellem Samsø og Helgenæs der står til at blive stramt beskyttet. Det er jo et resultat af, at vi syv kommuner har peget på det.

Og det er jo noget konkret handling, som måske ikke er så nemt at se, men det er på vej igennem den politiske proces. Så det er jeg meget tilfreds med.”

Hvordan kan borgerne hjælpe?

”Det er primært via foreninger. Der har bl.a. været et arrangement i Kalø Vig, hvor Nationalparken stod for det, og man kunne møde op og gøre noget. Det kunne måske være, at man skulle gøre noget mere af det. Og få annonceret med det, så folk kan se, at der er mulighed for at komme ud og hjælpe.

Måske man skal have en repræsentant for borgerne i det blå råd. Det kunne faktisk være meget spændende.”

Hvad er kommunens opgave? Er det ikke statskassen og ikke kommunekassen der bør bruge penge på havmiljøet?

Ja, det spørger jeg også mig selv om mange gange.

En af grundene til, at vi gør så meget, som vi gør, er også en frustration over, at der ikke sker noget nogen steder.

100 borgere, organisationer og vikrsomheder tog del i Havsamarbejde Østjyllabds første temamøde på Kattegatcenteret. Foto: Sofie Jensen Märcher.

De problemer, der er i havet, skildres jo i flere forskellige faktorer. Tre rigtig store. Som er fiskeri, særligt med bundtrawl, hvor min personlige håndholdning er, at det skal stoppes.

Og så er der jo udledningen af næringsstoffer, som primært er fra landbruget, og så er der spildevand.

Min pointe med det her er, at det er virkelig vigtigt, at man gør alt hvad man kan selv som kommune, inden man begynder at pege fingre ad andre. Og der er jeg virkelig glad for, at vi også har vist vejen selv.

Og når man så har gjort det, så er det også nemmere at sige, at vi er i gang.

Det er vigtigt at vi får et fælles vidensniveau, hvor alle fordommene og synsninger kommer væk, og vi dermed bliver klar over at det er det her, og det her, og det her, der er årsagerne.”

Flere af borgerne oplevede at der ikke var tilstrækkelig mulighed for at engagere sig i meningsfyldt dialog på standene, grundet mangel på tid? Kan man give mere tid på standene?

”Det har vi også snakket om. Der var flere henne at sige netop det til mig. Så det ved, at der skal være mere tid til ved de næste to møder.

Så det er jeg helt enig i.”

Borgmesteren opfordrer alle der har andre spørgsmål, til at skrive ham en mail på micsj@syddjurs.dk  eller ringe eller sende en SMS til 23728678. Samtidig nævner han at borgerne gerne må invitere ham til diverse arrangementer der kan have noget med havet eller andet vigtigt lokalt og gøre, og deres holdning i byrådet er at de kommer. Fem, ti eller alle 27, de kommer.

Kold før tolv: De unge skal tidligt hjem, hvis de vil feste i Aarhus.

Det er mildest talt ikke ligetil, når de unge på Syddjurs gerne vil til Aarhus og feste som aarhusianerne. Vi tog i byen med ungdommen, for at se hvilke udfordringer de møder, når de skal frem og tilbage.

Skrevet af Natascha Berg og Nicolai Steenberg Christensen

I den lille rundkreds af drenge og piger bevæger hofter og arme sig selvsikkert fra side til side, op og ned.

”Min mand har en swagger, li’som lille Lil Wayne!” Medinas nummer ’Rick Ross’ buldrer ud af højtalerne. En ekstraordinær kropslig satsning fra en af drengene møder stor begejstring fra tilskuerne. Rundkredsen fylder allerede en betydelig del af dansegulvet på natklubben Der Kuhstall i Aarhus, og selvom det er onsdag, virker strømmen af mennesker ikke til at stoppe.

Om selvtilliden i rundkredsen skyldes den meget harmoniske stemning, der hersker i gruppen, eller det faktum, at der er fri bar for en halvtredser, er svært at vide sig sikker på. Men én ting er dog helt sikker. De danser, som om festen aldrig skal slutte.

Men for Magnus, Clara, Noa og resten af vennerne fra Syddjurs Gymnasium slutter den meget snart. For deres bus hjem går om præcist fire minutter.

123’eren

Man skal ikke bruge mange minutter i de små lokalområder på Syddjurs, før man må indse, at hvis man er et ungt menneske på jagt efter en sjov aften i hverdagene, bliver det næppe her, man finder mulighederne.

Omvendt skal man ikke bruge mange sekunder langs åen i Aarhus på en onsdag, før det vil gå op for en, at onsdag er den helt store gå-i-byen-dag for de mange gymnasieelever, der findes i og omkring byen.

Hvis gymnasieeleverne fra Syddjurs ønsker sig en aften i byen, skal de altså søge mod Aarhus. En tur der, allerede inden den går i gang, kræver mange overvejelser og valg. For busturen med 123’eren, der går fra Ebeltoft til Aarhus Rutebilstation varer lidt over en time.

Det helt store valg finder dog først sted, når de skal hjem igen. Den sidste 123’er fra Rutebilstationen går nemlig klokken 23:17. Og hvis de unge gerne vil feste lidt længere, kan de godt gøre sig klar på en lang nat. Den næste bus går nemlig klokken 05:17.

Fest til den lyse morgen

Bussen er netop ankommet til stoppestedet ved Dokk1. Magnus, Clara og Noa stiger ud. De har netop tilbagelagt den timelange bustur fra Syddjurs. Energien er høj, og det er der flere årsager til.

”Jeg har ikke rørt en dråbe alkohol i lang tid,” forklarer Noa.

En optælling har netop fundet sted i bussen. De bliver omkring 20, der skal mødes på den bayersk-inspirerede natklub. Klokken er 19:56, og nedtællingsuret for deres aften starter nu. Vennerne har aftalt, at de skal med den tidlige bus hjem, hvilket giver dem omkring tre timer i Aarhus, før de skal hjem igen. Noa spørger Clara, hvad hun gør, hvis hun ikke når bussen hjem.

”Jamen, så fester jeg videre til den lyse morgen!”

Der går ikke længe, før pigerne sætter i løb. De har netop spottet nogle af deres venner, der allerede står og venter foran Kuh, som natklubben altså kaldes blandt unge folkemunde.

Muligheder ud af begrænsninger

Vibe og Jeppe er ikke i tvivl:

”Det er det værd at tage herind for,” forklarer de om menneskemængden, der efterhånden er vokset til 25 stykker. Alle er venner på kryds og tværs, men det er ikke alle, der har været i byen sammen før. Og det er den mulighed for at blande relationerne, der betyder så meget for Vibe og Jeppe. En mulighed de ikke mener, de har derhjemme.

Men den lange bustur og den tidlige afgang hjem, betyder at de unge sjældent benytter sig af natklubberne i Aarhus, der indtil videre har dannet rammerne for en festlig aften for de mange gymnasievenner.

”Det er den manglende spontanitet, der er nederen,” supplerer Rosa. Alle de unges planer kræver omhyggelig planlægning, og en sjov aften opstår sjældent ud af det blå. Dog mener Rosa også, at de begrænsninger, de møder, også skaber muligheder. For de mange sociale initiativer, der opstår på Syddjurs, møder stor opbakning fra de unge.


”Men det er nok også, fordi vi ikke har andet valg end at bakke op. Hvad skal vi ellers lave?”

De mange refleksioner må dog ophøre, da ’Øde ø’ af popikonet Rasmus Seebach kommer på. Der er dømt floor.

Har vi alle med?

Stilheden er nærmest larmende ved stoppestedet nær Dokk1. Der er 3 minutter til afgang, men det er kun få fra vennegruppen, der er at finde her. Pludselig, rundt om hjørnet kommer de! Resten af flokken, en gruppe på omkring 10, løber for livet for at nå bussen. Mange har stadig ikke fået jakken på, som de med nød og næppe nåede at få med fra garderoben.

…. Begynder optællingen. Alle er her. Eller næsten. Det går op for vennerne, at Magnus ikke er at finde. Panikken sætter ind, og en af pigerne forsøger at ringe ham op. Han tager den ikke. Bussen kommer rundt om hjørnet, og spørgsmålet er nu, om en af pigerne skal blive tilbage for at finde ham. Bussen stopper foran vennerne, og deres bekymring bliver hurtigt udvasket. Der sidder han jo! Magnus er steget på bussen ved stoppet forinden, og halvsover nu op ad ruden. Alle griner, og bevæger sig ind i bussen.

Busturen er en livlig omgang. Flere mobiler spiller musik, og der er sågar opstået en musikquiz blandt tre af vennerne. Snakken går, og aftenen skal allerede debriefes.

Som turen skrider frem, falder stilheden langsomt over vennegruppen. Flere har iført sig høretelefoner og airpods, mens andre forsøger at vinde en halv times søvn, inden de skal af.

Stilheden bliver dog afbrudt, da en af pigerne rejser sig, og udbryder:

”Ej, Lucas nåede ikke bussen!”

Krystalkuglen har vist fremtiden for avisen, og den fortælling starter med en nekrolog 

1. oktober 1858 ramte første udgave af Ebeltoft Avis gaderne Til Gavn og Nytte for Land og By, som avisen dengang forsøgte at manifestere det. Tre måneder senere lagdes avisen i graven, og den udgav sin egen nekrolog ved årsskiftet til 1859. Nu får Ebeltoft Folketidende samme tur.  

Af Emma Sørensen 

Nekrolog: Den sidste udgave af Ebeltoft Folketidende har ramt postkasserne i Ebeltoft, og borgerne i Ebeltoft får derfor aldrig en friskpresset avis i hænderne igen.  

Årstallet er 2050 og den sidste årgang fra Generation Z er ved at have fået de børn, de ville befolke verden med.  

Denne generation hedder Generation Beta, og deres mediebillede er fundamentalt anderledes for dem, end det var for deres forældre og bedsteforældre. 

Generation Z har slukket den respirator, der i mange år holdt den fysiske avis i live, og ladet den ånde ud i trygge rammer med trofaste læsere og skribenter ved sin side. Den gået i graven med sine med-lokalaviser langs kysten landet rundt.  

Gid dette Blad, som for Lyset træder for første Gang, måtte løse Hæder 

Sådan skrev Ebeltoft Avis på sin første udgivelse i 1858, men kort efter var det slut.  

Vi spoler frem til starten af 1920’erne, hvor bladdøden allerede herskede, hvilket måske med nutidens øjne ikke er så underligt, når de dengang syv lokale aviser skulle konkurrere om læsernes opmærksomhed. I 1925 ser Rasmus Hvitved tilsyneladende et hul i det marked, og opretter Ebeltoft Folketidende.  

For at gøre en lang historie meget kort: Avisen overlever mange af de andre aviser, bliver forpagtet lidt frem og tilbage, og ender i 1976 med Niels Hvitved som ejer. 

Det var avisens første 50 år. De næste 50 blev ikke mindre turbulente. I løbet af 90’erne rammer digitaliseringen, mobilen kommer i 00’erne, og den fysiske avis udfordres gevaldigt. Gennem 2010’erne falder lokalavisernes dækning landet over med en tredjedel. Ebeltoft Folketidende klarer sig igennem kriserne, men nu, efter 125 års kamp mod tiden, går den altså ikke længere.  

Mediebilledet anno 2050 

Tilbage i 2024 blev det klart, at skrevne artikler ikke havde mange år tilbage at leve i. 15 elever i 9. klasse på Ebeltoft Skole fortalte åbent og ærligt om deres nyhedsforbrug, og dommen var hård.  

De fleste af dem havde aldrig åbnet en lokalavis. De ville have udenrigspolitik. De ville have videoformidling. Og de ville have den kort fortalt.  

Lokalaviser landet over fortsatte ufortrødent med lange tekster på tryk et par år efter dommen, men Ebeltoft Folketidende fik en brat opvågning i løbet af avisens 100-års jubilæumsår, hvor de på avisen fik et tip om, at den blev brugt til at bygge kæmpeæbler i papmache og som optænding i sommerhusenes brændeovne.  

Et Ebeltoft Folketidende i panik oprettede så en SoMe-afdeling, hvor de i årene efter, fik hvide mænd tæt på pensionsalderen, hvad man dengang kaldte en ‘boomer’, til at agere vært på TikTok, Instagram, YouTube og sågar LinkedIn.  

Eftermæle 

Det sidste æble er bygget, skrivebordspladsen på Maltfabrikken er overtaget af en tidligere influencer, der nu formidler enkelte lokale nyheder gennem håndholdte selfieoptagelser.  

De lokale nyheder lever videre på hjemmesider, som får besøg gennem ‘link i bio’ eller hvad end algoritmen finder frem til folk på farten.  

Med sig i graven tager avisen sine trofaste læsere gennem mange år og de resterende danske lokalaviser. De mødes i et forhåbentligt givtigt efterliv, hvor de venter den snarlige ankomst af provinsielle medier som DR og TV2.  

Avisen efterlader sig generation X, der nu får nyheder gennem videoer på 90-120 sekunder, hvor man, såfremt man er den videbegærlige type, kan læse videre gennem hashtags, podcasts og, i sjældne tilfælde, artikler på nettet samt e-bøger.  

En sang til farvel 

(Mel: Om Lidt af Kim Larsen) 

Lokalavisen dør nu 
Skribenten arbejdsløs 
Nu skal de på kontanthjælp 
Eller på en fed pension 
 
Forladt og alene  
Klipper influenceren klips  
Sidder der på kontoret 
I Maltfabrikkens rum 
 
Om lidt, om lidt 
Er vi borte 
Vi ses måske igen 

 

I dag skal vi guide dig igennem Ebeltoft. En guide der foregår på gåben – perfekt til dig, der har brug for lidt luftforandring og en rigtig date-dig-selv-dag.  

Hvorfor denne historie og hvordan?

De lokale i Ebeltoft savner turister! Dette er vores bud på, hvorfor du skal tage til Ebeltoft. Genbrugsguldet bugner og cafeerne har god plads, så skynd dig ud af byen.

De lokale har hjulpet os med at skabe den bedste guide. Men måske mener du, at vi mangler et par steder? Skriv dem i kommentarfeltet – så kan vi hjælpe hinanden med at skabe den ultimative date-dig-selv-dag<3

Skrevet af Anna Jelsgaard og Emmeline Freya Flensmark

Morgenstund har guld i mund, og det er også her, vi anbefaler, at du tager afsted. Bus 123 tager dig fra Aarhus C til Ebeltoft og sørger for, at du er der på lidt over en time. Vi anbefaler, at bussens udsigt suppleres med et godt album eller en god fortælling. Mangler du inspiration hertil, anbefaler vi en omgang jazz eller P1-radiofortællinger til at skabe den perfekte vibe. 

Episoderne på P1-fortællinger spænder bredt, så du kan helt sikkert finde et emne, der passer til dig!

Du er nu ankommet til Ebeltoft busterminal, hvorfra din verden går i dag. Her følger du brostensstierne mod kirken. Ruten kan følges her: 

https://friluftsraadet.dk/files/media/document/kloeverstifolder_Ebeltoft.pdf

Ruten guider dig igennem Ebeltoft, og sørger for at tage dig tilbage i tiden – blandt andet ved at gå forbi rådhuset fra 1700-tallet. For at skabe den helt rigtige stemning anbefaler vi, at du sætter dit yndlingsalbum på, som kan få dig helt ned i gear, mens du nyder synet af pastelfarvede huse og ujævne brosten.

Hvis du mangler lidt inspiration til musik, vil vi slå et slag for Fines album ”Rocky Top Ballads” – et stemningsfuldt og ømt album, som er rigtig godt at opleve alene. 

I juni fik albummet fire ud af seks stjerner af mediet Soundvenue.

Med sød musik i ørerne er der mulighed for at gå lidt off-road, hvis du er en eventyrlysten læser.  

Er du mindre spontan, anbefales det at følge ruten forbi farvergården, Maltfabrikken, Fåborgs gård og Rampen. Alle steder er der mulighed for at møde lokale ebeltoftere og falde i snak.  

Midtbyen byder på meget mere end bare Ebeltofts kulturoplevelser, og tæt på dem alle ligger Jernbanegade, hvor du finder både Røde Kors og Kirkens Korshær. Her er der altså rig mulighed for at komme hjem med tilføjelser til både garderoben og køkkenskabet.  

Det er et musthave på ruten, så tag dig god tid. 

Genbrugerne i Ebeltoft bugner af guld. Billede af Emmeline Freya Flensmark

Efter en god stroll inde i Ebeltoft rumler maven, og det er tid til at komme ned mod havnen for at få en bid mad. Vi anbefaler, at du slår et smut forbi Cafe Aoife. Her kan du sidde og kigge ud over havnen, mens du nyder en varm kop kaffe og et godt stykke bagværk. Hvis du har brug for en længere pause, kan du læse en god bog, for eksempel Blodbog af Kim de l’Horizon – en af de bøger, du bare ikke kan lægge fra dig.  

Caféen er hundevenlig, og du kan derfor være heldig at få en ny pels-ven. Billede af Emmeline Freya Flensmark

Hvis du mangler inspiration til aftensmaden senere, er området omkring Aoife oplagt at tjekke ud. Her ligger for eksempel et røgeri, men også en cute, italiensk butik med alverdens pasta, antipasti, vine, og ja, listen fortsætter! Alt hvad maven begærer, når det kommer til en ægte italian dinner.  

I butikken er der også mulighed for at få et lille glas vin eller en drink med ud i solen. Billede af Emmeline Freya Flensmark

Efter at være blevet inspireret til en god aftensmad, er det tid til tage mod den sidste genbrug, som ligger på Vestervej. Hvis du var glad for Kirkens Korshær og Røde Kors på Jernbanegade, er Takenow lige noget for dig. Udover tøj, sko, porcelæn og smykker er der også mulighed for at købe ind til det der kreaprojekt, du aldrig kommer til at færdiggøre, men ideen er jo god! Med god samvittighed kan du købe garn, glansbilleder, perler og meget andet, og måske du kan færdiggøre projektet denne gang! 

Hvis ikke du allerede har gang i et kreaprojekt, er der rig mulighed for at blive inspireret hos Takenow. Billede af Emmeline Freya Flensmark

Er man klar på at gøre dagen lidt længere, er der nu mulighed for at komme lidt ud af byen. Sidste stop i vores guide er et meget main character-agtigt træ – nemlig et egetræ, der blev plantet i 1915 i forbindelse med de danske kvinders stemmeret. Turen derud går smukt langs bugten, og hvis du ikke helt har fået nok af musik for i dag, kan du høre CTM’s album “Vind”. Den tunge cello stryger langsomt og magtfuld forbi til dine skridt.  

Du ankommer til det ikke så berømte, men meget vigtige egetræ, som står tungt plantet midt inde i skoven. Giv det et klap eller en krammer og udforsk naturen.  

Albummet er fra 2023 og udelukkende instrumentalt.

Nu går turen tilbage mod bussen, og det er derfor muligt at sætte P1-fortællingerne i ørerne igen eller bare rawdogge turen og gå i ren stilhed. Bus 123 fragter dig hjem, og mens det bløde djurslandskab forsvinder bag dig, kan du dagdrømme lidt om et Italien/Ebeltoft-inspireret måltid, som du forhåbentlig skal indtage senere. 

Hvad synes du om denne guide? Kunne vi gøre noget bedre? Har du tilføjelser? 

Kom med dine foreslag herunder: