Det er mildest talt ikke ligetil, når de unge på Syddjurs gerne vil til Aarhus og feste som aarhusianerne. Vi tog i byen med ungdommen, for at se hvilke udfordringer de møder, når de skal frem og tilbage.

Skrevet af Natascha Berg og Nicolai Steenberg Christensen

I den lille rundkreds af drenge og piger bevæger hofter og arme sig selvsikkert fra side til side, op og ned.

”Min mand har en swagger, li’som lille Lil Wayne!” Medinas nummer ’Rick Ross’ buldrer ud af højtalerne. En ekstraordinær kropslig satsning fra en af drengene møder stor begejstring fra tilskuerne. Rundkredsen fylder allerede en betydelig del af dansegulvet på natklubben Der Kuhstall i Aarhus, og selvom det er onsdag, virker strømmen af mennesker ikke til at stoppe.

Om selvtilliden i rundkredsen skyldes den meget harmoniske stemning, der hersker i gruppen, eller det faktum, at der er fri bar for en halvtredser, er svært at vide sig sikker på. Men én ting er dog helt sikker. De danser, som om festen aldrig skal slutte.

Men for Magnus, Clara, Noa og resten af vennerne fra Syddjurs Gymnasium slutter den meget snart. For deres bus hjem går om præcist fire minutter.

123’eren

Man skal ikke bruge mange minutter i de små lokalområder på Syddjurs, før man må indse, at hvis man er et ungt menneske på jagt efter en sjov aften i hverdagene, bliver det næppe her, man finder mulighederne.

Omvendt skal man ikke bruge mange sekunder langs åen i Aarhus på en onsdag, før det vil gå op for en, at onsdag er den helt store gå-i-byen-dag for de mange gymnasieelever, der findes i og omkring byen.

Hvis gymnasieeleverne fra Syddjurs ønsker sig en aften i byen, skal de altså søge mod Aarhus. En tur der, allerede inden den går i gang, kræver mange overvejelser og valg. For busturen med 123’eren, der går fra Ebeltoft til Aarhus Rutebilstation varer lidt over en time.

Det helt store valg finder dog først sted, når de skal hjem igen. Den sidste 123’er fra Rutebilstationen går nemlig klokken 23:17. Og hvis de unge gerne vil feste lidt længere, kan de godt gøre sig klar på en lang nat. Den næste bus går nemlig klokken 05:17.

Fest til den lyse morgen

Bussen er netop ankommet til stoppestedet ved Dokk1. Magnus, Clara og Noa stiger ud. De har netop tilbagelagt den timelange bustur fra Syddjurs. Energien er høj, og det er der flere årsager til.

”Jeg har ikke rørt en dråbe alkohol i lang tid,” forklarer Noa.

En optælling har netop fundet sted i bussen. De bliver omkring 20, der skal mødes på den bayersk-inspirerede natklub. Klokken er 19:56, og nedtællingsuret for deres aften starter nu. Vennerne har aftalt, at de skal med den tidlige bus hjem, hvilket giver dem omkring tre timer i Aarhus, før de skal hjem igen. Noa spørger Clara, hvad hun gør, hvis hun ikke når bussen hjem.

”Jamen, så fester jeg videre til den lyse morgen!”

Der går ikke længe, før pigerne sætter i løb. De har netop spottet nogle af deres venner, der allerede står og venter foran Kuh, som natklubben altså kaldes blandt unge folkemunde.

Muligheder ud af begrænsninger

Vibe og Jeppe er ikke i tvivl:

”Det er det værd at tage herind for,” forklarer de om menneskemængden, der efterhånden er vokset til 25 stykker. Alle er venner på kryds og tværs, men det er ikke alle, der har været i byen sammen før. Og det er den mulighed for at blande relationerne, der betyder så meget for Vibe og Jeppe. En mulighed de ikke mener, de har derhjemme.

Men den lange bustur og den tidlige afgang hjem, betyder at de unge sjældent benytter sig af natklubberne i Aarhus, der indtil videre har dannet rammerne for en festlig aften for de mange gymnasievenner.

”Det er den manglende spontanitet, der er nederen,” supplerer Rosa. Alle de unges planer kræver omhyggelig planlægning, og en sjov aften opstår sjældent ud af det blå. Dog mener Rosa også, at de begrænsninger, de møder, også skaber muligheder. For de mange sociale initiativer, der opstår på Syddjurs, møder stor opbakning fra de unge.

”Men det er nok også, fordi vi ikke har andet valg end at bakke op. Hvad skal vi ellers lave?”

De mange refleksioner må dog ophøre, da ’Øde ø’ af popikonet Rasmus Seebach kommer på. Der er dømt floor.

Har vi alle med?

Stilheden er nærmest larmende ved stoppestedet nær Dokk1. Der er 3 minutter til afgang, men det er kun få fra vennegruppen, der er at finde her. Pludselig, rundt om hjørnet kommer de! Resten af flokken, en gruppe på omkring 10, løber for livet for at nå bussen. Mange har stadig ikke fået jakken på, som de med nød og næppe nåede at få med fra garderoben.

…. Begynder optællingen. Alle er her. Eller næsten. Det går op for vennerne, at Magnus ikke er at finde. Panikken sætter ind, og en af pigerne forsøger at ringe ham op. Han tager den ikke. Bussen kommer rundt om hjørnet, og spørgsmålet er nu, om en af pigerne skal blive tilbage for at finde ham. Bussen stopper foran vennerne, og deres bekymring bliver hurtigt udvasket. Der sidder han jo! Magnus er steget på bussen ved stoppet forinden, og halvsover nu op ad ruden. Alle griner, og bevæger sig ind i bussen.

Busturen er en livlig omgang. Flere mobiler spiller musik, og der er sågar opstået en musikquiz blandt tre af vennerne. Snakken går, og aftenen skal allerede debriefes.

Som turen skrider frem, falder stilheden langsomt over vennegruppen. Flere har iført sig høretelefoner og airpods, mens andre forsøger at vinde en halv times søvn, inden de skal af.

Stilheden bliver dog afbrudt, da en af pigerne rejser sig, og udbryder:

”Ej, Lucas nåede ikke bussen!”